onsdag den 18. maj 2011

Tilbage til virkeligheden :)

Hej alle, nu er jeg endelig kommet "tilbage til virkeligheden" hvis man kan sige det sådan. Efter min Dublins tur, som desuden var rigtig god, i får et helt indlæg om det så jeg vil ikke skrive om det nu, har jeg indset hvor meget sociale forbindelser betyder. Det var Mental Health Europe som inviterede folk fra en masse lande, blandt andre min mor, og så koblede jeg mig bare på ;) Det var rigtig sjovt at møde en masse nye mennesker, og jeg fik nok også udviklet mit engelsk en lille smule. Jeg fik snakket meget, også selvom det var arbejds relateret for min mor, så var der et par middage og frokoster, og det eneste jeg kunne lave der var jo at snakke :). Nu er vi så kommet hjem, og alt er helt anderledes i Danmark end i Dublin, alle mennesker i Dublin er så venlige, det kan man jo ikke just sige om folk i Danmark. Her er det som om man ikke må snakke med nogen man ikke kender. Jeg mener selvfølgelig ikke bare en tilfældig person på gaden, men i en butik når man skal betale, så spørger folk i Dublin altid hvor man kommer fra, og joker lidt :) Det er rigtig rart når folk er så imødekommende. Det er utroligt så hurtigt man væ´nner sig til noget andet; at spise på resturant, ikke lave lektier, ovs. I Dublin, var det op kl. 9 eller sådan noget, og så ind til byen (vi boede på et hotel i Dun Laoghaire, tror det staves sådan :) ) og gå på sight seeing. Når vi så kom hjem igen, så var det bare i hovedet på seng, fodi vi havde gået så meget. (og for det meste var klokken også elve, halv tolv) Nu går det ikke at gå så sent i seng :(
Nå slut for nu, håber i nyder blog-historien :)

mandag den 16. maj 2011

Det første Afsnit - Endelig! ^-^ (undskyld forsinkelsen)

Hej alle! Først må jeg lige undskylde at det første afsnit af min blog-historie ikke kom ud sidste Mandag. Mange tænker nok at det var fordi der ikke var noget net på mit hotel, men det må jeg desværre sige at det var der. Ja, grunden til at jeg så ikke har lagt det ud, er altså ikke fordi jeg ikke var færdig med den, men fordi min computer gik død. Ser i, de irske stikkontakter er anderledes end vores, så jeg kunne ikke få noget strøm :(. Ellers havde Mor og jeg en rigtig god tur, og i skal nok få en opdatering senere ;). Der vil løbende komme tegninger af alle personerne, men da jeg tegner ret langsomt, har jeg desværre ikke noget mere end to tegninger endnu, og den ene af dem vil ikke give nogen mening i forhold til historien at putte ud endnu, så den får i senere :). Den første tegning kommer her, og er af Heksen Alania. Jeg håber i nyder det første afsnit. I er som altid velkomne til at komme med kritik, og selvfølgelig også ros, så bare fyr løs ;) Lige en ting mere før i får lov at læse afsnittet; dette er et ret langt afsnit, og det skyldes delvist at det er det første, men i fremtiden vil de ikke blive længere end tre sider i Word (dette afsnit er fem) Jeg synes bare lig i skulle "advares" :) God fornøjelse.



Soldragens Fald
Heksens fortælling
Hun så ind i den røgfyldte kugle, normalt nåede hun aldrig at se den store Soldrage lette fra sit bjerg. Det gjorde ingen, alle sov som forstenede indtil dragen endelig bragte lyset tilbage. Men i dag var det anderledes; Heksen Alania var for en gangs skyld vågnet før den store Soldrage. Det var aldrig sket før, ingen andre havde nogensinde været oppe på det tidspunkt, Dragens Magi forbød det. Men hun var selvfølgelig også en heks, og ikke hvilken som helst heks, nej Alania var helt speciel, og uden tvivl den verdens, bedste heks. Ikke engang Kejserens Troldmand kunne hamle op med hende. Pludselig blev den tågede bjergtop, der viste sig i krystalkuglen, oplyst af et utroligt smukt Lys. Det var nu! Soldragen lettede, og Alania var den første til nogensinde at se det. Og hvilket syn. Dragens gyldne skæl Strålede som solen selv, og lige bag den tindrende top, steg solen op stor, rund og lige så rød som blod på den nybagte morgenhimmel.
Heksen snappede efter vejret, hun havde næsten glemt åndedraget, det var vigtigt, sådan noget måtte hun ikke glemme, ikke engang når hun oplevede noget fortryllende som den opgående sol og dragens stråleglans. Hvis hun dog bare selv kunne flyve som den smukke drage, men nej, hun var hverken ånd, udødelig, eller en gud, så selvfølgelig kunne hun ikke tillade sig det. Sådan noget skulle man lade de mest magtfulde væsner tage sig af, hun ville også bare fornærme dem, og det gik jo ikke. Men på den anden side, hvis hun kunne styre verden af magi, så ville hun gøre det helt anderledes en Soldragen.
Alle de tåbelig mennesker, som ikke vidste hvad viden var, dem ville hun ikke lade gå frit rundt blandt dem der havde en forståelse for magi, og kunne se verden med fuldstændigt åbne øjne. Se alle verdens sandheder og løgne, og også skelne mellem dem, kende folk efter kun et blik på deres ydre. Alt det kunne Alania, eller i de fleste tilfælde i hvert fald.
 Heksen havde længe beundret den flyvende drage, som langsomt steg op på himlen, mens hun sad i sine egne tanker. Nu da hun igen blev nærværende fik hun et sådant chok, så hun var lige ved at vælte hele bordet, og krystalkuglen med. Dragen! Den var pludselig umådeligt tæt på, stirrede, som om den kunne se hende, stirrede med sine kolde jernøjne, der stod i slående kontrast til dens varme skæl. Alania var ikke et øjeblik i tvivl den vidste hun betragtede den, den vidste hun havde brudt dens magiske kraft. Hun havde forbrudt sig mod den alder ældste magi, og dragen var uden tvivl irriteret over det. Hun havde måske svækket den, og det ville sikkert komme til at vise sig i verden såvel som alle andre verdener. Måske ville det blive ligesom dengang. Dengang hvor Shiva Porten blev åbnet, der var dragens magi også brudt i et kort øjeblik, kun ganske kort, men det havde alligevel sat sine spor på verden. Sten var smeltet, og træer havde hylet som ulve gør af månen. Og nu stod de mange steder forvitret og forvrænget som var de stivnet mit i et skrig, og igen blevet en hård maske af træ. Mange af de omkransende bjerge var flækket, og blevet til en endnu mere takket mur omkring verdens ydergrænse. Selv dragens bjerg havde forandret sig, den ellers så mørke overflade var nogle steder revnet, og glitrende guld var flødet ud, og ned af bjergets sider. Det var et smukt syn, især på solskins dage, men det var tydeligt noget der havde svækket dragen. Ikke meget, nej ikke særligt, men dog lidt, og hvis en drages magi gentagne gange er blevet svækket, bare lidt, så bliver dragen jo lidt efter lidt, mere og mere dyr, og til sidst vil magien i den, og dermed den dø. Nej hvis Alania virkelig havde fundet en måde at svække dragen på, så ønskede den hende sikkert af vejen. Hvad betød et simpelt menneske, godt nok et med magiske evner men stadig? Hvis den evne blev misbrugt kunne det gå grueligt galt for verden. Uden dragen til at vække verden ville alt og alle altid sove, det ville være som den levende død. Og hvis alt var mørkt og dødt, hvad godt var der så ved at være vågen? Nej AlaniaAlania var ikke et øjeblik i tvivl den vidste hun betragtede den, den vidste hun havde brudt dens magiske kraft. Hun havde forbrudt sig mod den alder ældste magi, og dragen var uden tvivl irriteret over det. Hun havde måske svækket den, og det ville sikkert komme til at vise sig i verden såvel som alle andre verdener. Måske ville det blive ligesom dengang. Dengang hvor Shiva Porten blev åbnet, der var dragens magi også brudt i et kort øjeblik, kun ganske kort, men det havde alligevel sat sine spor på verden. Sten var smeltet, og træer havde hylet som ulve gør af månen. Og nu stod de mange steder forvitret og forvrænget som var de stivnet mit i et skrig, og igen blevet en hård maske af træ. Mange af de omkransende bjerge var flækket, og blevet til en endnu mere takket mur omkring verdens ydergrænse. Selv dragens bjerg havde forandret sig, den ellers så mørke overflade var nogle steder revnet, og glitrende guld var flødet ud, og ned af bjergets sider. Det var et smukt syn, især på solskins dage, men det var tydeligt noget der havde svækket dragen. Ikke meget, nej ikke særligt, men dog lidt, og hvis en drages magi gentagne gange er blevet svækket, bare lidt, så bliver dragen jo lidt efter lidt, mere og mere dyr, og til sidst vil magien i den, og dermed den dø. Nej hvis Alania virkelig havde fundet en måde at svække dragen på, så ønskede den hende sikkert af vejen. Hvad betød et simpelt menneske, godt nok et med magiske evner men stadig? Hvis den evne blev misbrugt kunne det gå grueligt galt for verden. Uden dragen til at vække verden ville alt og alle altid sove, det ville være som den levende død. Og hvis alt var mørkt og dødt, hvad godt var der så ved at være vågen? Nej Alania måtte tænke sig grundigt om. Hvordan var dragens magi blevet svækket sidste gang? Åh, hun havde jo selv været med til at hjælpe Kejseren. Hun burde da vide det. Porten var blevet åbnet, lige i det øjeblik dragen var svækket, og Alania havde haft god tid i den anden verden til at finde den lille dreng, noget som Troldmanden Magosi ikke kunne ha’ gjort, kejserens egen troldmand. Så hun var trådt til og havde hjulpet Kejseren i sit desperate forsøg på at skaffe sig en passende arving fra den anden verden. Hun var rejst ind, og havde ledt efter et barn med tegnet på, det usynlige tegn som den sande arving måtte bære, og det var lykkedes. Et barn blev bragt med tilbage, et drengebarn med kraftigt sort hår, og skæve øjne ligesom Kejseren selv. Han var umådeligt glad da han fik det overbragt, på trods af dragens magiske regler, havde Kejseren fået den arving han altid havde ønsket sig. Men det var ikke uden betaling. Dette barn måtte nu bringe orden i verden igen, og det var først lykkedes ham mange år efter. Først her for nylig hvis man kom til at tænke over det. Og hvor gammel var han nu denne arving? Tjah han var stadig en ung mand, men ikke længere et barn, han måtte vel være nærved de seksten, måske sytten Shiva år.
Verden kunne måske bruge et nyt barn fra den anden verden, et barn der først og fremmest kunne rydde op i alt den rod der var blevet i magien. Men Alania kunne ikke tage tilbage, hun var for gammel, og nogle af magiens love kunne selv ikke hun bryde mere end en gang. Ikke alle og enhver kunne gå mellem verdenerne, og hjem både kunne og ville? Måske var det tid at se hvad Kantava, Alanias unge lærling og hushjælper duede til. Med Alanias guidning kunne hun måske godt klare det, men det måtte gå stærkt. Hun måtte hurtigt få åbnet Porten, og sendt Kantava igennem, inden dragen igen ville få lukket hullet i det magiske skjold. Spørgsmålet var så bare om det kunne lade sig gøre, om hun selv var i stand til at liste sig ind i Shiva templet og åbne porten uden nogen ville opdage dem, hvis et barn mere skulle hentes til verden, så skulle det ske i hemmelighed. Ja hun var jo en af de stærkeste magikere i verden, hvis nogen skulle gøre det, så skulle det jo netop være hende.
”Kantava! Kom, vi har pludselig fået meget travlt, jeg har en opgave til dig, som skal vise om noget af den lære jeg har lært dig, er trængt ind igennem den tykke skal der er om din hjerne. Og om du overhovedet kan blive en heks en dag.” Kantava kom straks løbende ind i Heksens lille stue. Hun havde efterhånden lært at når Alania bad hende om noget, så havde hun bare at gøre det. Nogen gange kunne hun føle sig så utrolig lille i nærheden af den ældre kvinde, som tydeligvis besad stor magt. Hun var altid striks, og gik, efter Kantavas mening, alt for meget op i detaljer Hun havde dog også lært Kantava at værdsætte ting, som andre mennesker end ikke ville lægge mærke til, og det var ironisk nok disse små ting, som gjorde det muligt for magikere overhovedet at bruge deres evner. ”Vi må se at få gjort dig klar, det skal ske inden dragen igen lander på sit bjerg. Selvom du lige er stået op Kantava, så forventer jeg altså at du ser acceptabel ud, tænk nu hvis vi havde haft en gæst?” Ved denne kommentar kiggede Kantava forlegent ned i gulvet, heksen havde pludselig gjort hende frygtelig opmærksom på hvordan hun så ud. ”hvis jeg må spørge… hvad er det så for en opgave jeg skal udføre?” Alania smilede, nogen gange kunne hun være så streg mod Kantava, men hvis man ikke var det, så risikerede man at hun slet ikke hørte efter, og blev ved med at gentage de samme fejl. ”Jeg har planer om at hente et nyt barn fra den anden verden, men da jeg er blevet for gammel, så bliver det dig der kommer til gøre det i stedet.” Da heksen så Kantavas skrækslagne ansigt lo hun, det var sandelig på tide at den unge pige fik et par udfordringer. Kantava blev sendt ind for at pakke de nødvendige ting hun havde, imens gjorde heksen en madpose klar, både en til Kantava, og en til sig selv, for hun havde ikke bare tænkt sig at sidde derhjemme på at Kantava kom tilbage, forhåbentligt med et nyt barn fra den anden verden. Nej, den gik ikke, hun måtte se med egne øjne hvad der skete rundt omkring i verden, både i naturen, men også i Kejserens hof, og i de små landsbyer der lå rundtomkring.
Snart var de af sted, efter at heksen grundigt havde låst og lukket alle skodder og døre i huset. Kantava så nu noget mere forsvarlig ud, men hendes udseende havde dog et sært strejf over sig. Alania havde iført hende det gamle tøj hun selv havde brugt i den anden verden, og da det både var lidt for stort og tungt til den unge pige, fik de hængende skuldre hende til at se helt bedrøvet ud.
Heksen og Kantava var fremme ved dragens bjerg. Det var kun de alder modigste der vovede sig op af dragens bjerg, for det var almen viden at dragen ikke så igennem fingrene på påtrængende mennesker. Shiva porten var om end et diskret syn, et yderst smukt og frygtindgydende syn. Den lå nede for foden af dragens bjerg, en lang stenbro førte over en smal men dyb kløft, til porten, men selve Shiva templet lå lidt længere ned af skråningerne, så de munke der bevægede sig derop ikke behøvede at frygte for dragen. Alania havde kun været der en gang før, men huskede tydeligt hvordan porten var blevet åbnet sidste gang. Efter et par forgæves forsøg fra Magosis side, var hun nemlig trådt til og havde åbnet porten. Nu måtte hun gøre det hele alene, for selvom hun ikke var meget for at indrømme det, så havde Magosi assisteret, og det var hårdt tiltrængt. Men hun var dog verdens bedste heks, så helt ærligt. De havde endnu ikke forsøgt at snige sig forbi Shiva templet, Alanias plan var at vente til det blev lidt mørkere. Dragen ville så godt nok være tættere på og Alania ville være i større fare, men så havde de til gengæld en større chance for at nå forbi munkene, og heksens kræft var betydeligt stærkere i mørket, som det så ofte var med mørke væsner.
Da det endelig blev tid var mørket ved at falde på, dragen ville snart komme tilbage, så mørk og trist i dens farver, som havde den brugt alt lyset op. Alania og Kantava var på vej. I ventetiden havde Alania sat Kantava ind hvad hun skulle gøre, og lige netop hvilket tegn hun skulle kigge efter i den anden verden. Heksen havde også forberedt Kantava på at alt ville være anderledes i den anden verden. Det var af alder vigtigste betydning at Kantava ikke fortalte nogen hvor hun kom fra. Nu sneg de sig rundt langs templets ydermure, mens de kunne høre munkenes stille bøn på den anden side. De ville muligvis være så optaget af deres bøn, at den end ikke ville opdage de to kvinder der sneg sig rundt ude i mørket. Det lykkedes uden besvær for de to kvinder at liste sig over broen, og sætte sig på hug så de var mindre synlige. Alania fandt de seks sten frem, som symboliserede de seks højeste bjerge omkring verdenen. De var en vigtig del af den besværgelse som skulle til for at åbne porten, og lukke Kantava igennem. Kantava blev placeret i midten af den rundkreds heksen havde lavet med stenene, og nu var det tid for hende at efterlade alt der kom fra den verden hun altid havde kendt. Hendes inderste tanker måtte hviskes rene for de love og regler der galt i denne verden, og være klar til at acceptere de kendsgerninger der gjaldt i den anden. Kantava var mildest talt ikke tilpas ved situationen, men Alania, begyndte alligevel at fremsige besværgelsen mens hun overstrøgede hende med pulvere af forskellig art og farve. Alt dette måtte hun have Magosi til at gøre sidste gang, da hun jo ikke så godt kunne rense sig selv. Da heksen til sidst lagde en lille medaljon om halsen på Kanvata, og brød cirklen, stoppede hendes talestrøm, og porten åbnede sig med en knirkende lyd, selvom dørene nærmere forsvandt end gled til side. Det var ikke til at sige hvad der var på den anden side, det eneste man kunne se var en mørk tunnel, med glimtende guldstriber i væggene. Det gav et sug i Kantavas mave da hun så ind i tunnelen. Tunnelen, ville måske føre ind i midten af dragens bjerg, og hvem vidste hvilke kræfter der huserede der? Alania var lige så overvældet som første gang hun havde set porten åbne. Hun huskede at hun var trådt ind i tunnelen, og var begyndt rejsen ind i bjerget, men alt andet lå som i en tåge i hendes hoved. Uanset hvad Kantava ville møde derinde, så kunne hun ikke advare hende mod det. Hun kunne simpelthen ikke huske det. Kantava træk vejret dybt, men rørte sig ikke ud ad flækken. Det var som om hun var frosset fast på det klippepunkt hun stod på. Og hun følte sig uden tvivl lige så kold, som hun så ud. Alania gik hen bag hende og gav hende et forsigtigt skub hen mod porten. Det satte liv i pigen. Men en ubegribelig skræk havde grebet hende, og hun satte straks hælene i jorden. Alania virrede irriteret med hovedet, hvorfor kunne det pigebarn ikke bare gøre det hun skulle, så forfærdeligt var det jo heller ikke. Eller det mente hun i hvert fald ikke. Alania måtte skubbe hende hele vejen over til porten, og selvom Kantava var spinkel i bygning, så var hun alligevel stærk. Endelig lykkedes det heksen at skubbe hende ind mellem de to stensøjler, og da Kantava først var inde begyndte hun straks at gå. Porten lukkede i med at brag efter hende. Selvom Alania ikke var meget for det, blev hun alligevel bekymret for den unge pige der nu skulle prøve at begå sig i en verden helt fremmed for hende. Det tænkte heksen over mens hun listede over broen, og ned ad bjergets skråninger.

mandag den 2. maj 2011

Dublin! Og en Praktisk information om Blog-historien :)

Hej alle! Her på torsdag skal jeg til Dublin, da min mor skal arbejde derovre i to dage. Samlet set skal vi dog være der fem dage. Jeg glæder mig rigtig, rigtig, rigtig meget, og jeg tror det bliver ret spændene. Jeg har aldrig været i Irland før (Dublin er hovedstaden i Irland) så jeg skal helt sikkert på noget sightseeing, blandt andet på National Museum og Ireland, hvor man kan se nogle meget velbevarede moselig. Der er helt sikkert også mange andre spænende ting, det ved jeg bare ikke endnu. ;)
Fordi jeg rejser til Dublin på torsdag når jeg lige at misse vores Terminsprøve i dansk, og det er lige sådan at jeg faktisk gerne vil tage den :( ja mange ville sikkert være glade for at slippe for den, men jeg elsker virkelig faget dansk, og vil gerne ha' en forsmag på hvordan afgangsprøven er. Jeg går desuden også glip af en skoleudflugt, og måske Terminsprøve i matematik (det kommer an på om det bliver d. 11 eller d. 12 vi skal have den). Alt det her betyder også at I mugligvis bliver nødt til at vente en uge mere på første afsnit af bloghistorien :(. Jeg havde tænkt mig at lægge første afsnit ud på Mandag, men da jeg ikke ved om der er adgang til internettet på vores hotel, er det ikke sikkert jeg kan :(. Så må det blive Mandagen efter, desuden er Mandag fast udlæggelses dag for afsnittene. Der vil derfor gå enten en uge eller to mellem hvert afsnit. (jeg skal jo også lige have tid til at skrive den ;) ) Hvis der er internet på vores Hotel så glæder jeg mig til jeres reaktioner i løbet af næste uge. :) <3 ^-^
Her ses National Museum of Ireland :) & moseliget af Harald Skær kvinden